Det eneste tidspunkt på de 14 dage hvor jeg fik pulsen op, var den første aften hvor jeg for vild i den lille bitte by, Kovalam. Fra at være en eksotisk, idyllisk og hyggelig fiskerlandsby, som jeg slentrende have ladet mig føre rundt i om eftermiddagen, blev den pludselig til en ubrudt række af smalle baggader fulde af truende lyde og manglende lys.
Det var en af de få gange i mit liv, hvor jeg blev overdrevent bevidst om min hvidhed og min danske tillidsnaivitet, og væk var den globaliserede turistsikkerhed i min identitet. Men det var fordomme, der jagtede mig rundt i gyderne, for de mennesker jeg mødte var søde og hjælpsomme, og inden længe kunne jeg trække vejret uden stød tilbage på hotellets velkendte grund.
Resten af mit ophold i Sydindien foregik i et tempo, som tillod, at min sjæl nåede at indhente mit sind. Og ikke mindst blev min krop kalibreret ind i et mere naturligt flow af væren. I to uger gik jeg rundt i en klud, som kærlige kvinder svøbte mig i, og jeg lavede praktisk taget intet andet end at tage imod omsorg på tusind måder. Hvilket var præcis hvorfor jeg var taget afsted til Dr. Unni og hans ayurvediske klinik. For at blive taget af. For at slippe holdtheden. For at forvandle mig til at være en rendyrket modtager og opleve, hvad det kunne gøre for min både min fysiske og psykiske tilstand. ….
